Bjørnøgård, Bjørnø 9, 5603 Bjørnø

Bjørnø Gård

Forestil jer et sted hvor der er al tid i verden til bare at være. Et sted hvor der er højt til himmelen, frisk luft og brusende havvand så langt øjet rækker. Et sted hvor det er svært ikke at slippe din travle og hektiske hverdag og alle de frustrationer der kan følge med. På Bjørnøgård er der tid til bare at være. Der er ro til at fordybe sig i kreativitet og der er rum for fællesskab.

 

OM JERES VÆRTINDER PÅ BJØRNØGÅRD

Mor og datter 3. og 4. generation på Bjørnøgård.

J

eg hedder Kirsten Bjørnø Kåg. Jeg er 62 år, ejer af Bjørnøgård, socialpædagog, sognefoged, madmor, indehaver af Café Pileflet og jeres værtinde, når I tager på ophold på Bjørnøgård.

J

eg hedder Laura Bjørnø Kåg. Jeg er 30 år, nyuddannet lærer, iværksætter, SoMe-ansvarlig og nu også jeres værtinde, når I tager ophold på Bjørnøgård samt ansvarlig for at arrangere kurser og sommerhøjskole/sommerlejr.

Når slægtsgården bliver til en livsstil

Vi er begge vokset op på gården, har begge været en årrække væk fra Bjørnø og nu er vi begge to vendt tilbage igen.

Kirsten: Sammen med min mand Henrik overtog jeg Bjørnøgård i 2004 fra mine forældre. Vi blev 3. generation til at bo på gården og drev den som et lille kursus- og udlejningssted samtidig med, at vi begge passede vores job på Fyn.

Men i 2017 gik Henrik desværre uventet bort. Det vendte op og ned på min verden, og jeg stod tilbage med en stor beslutning: Hvad skulle der ske med mit barndomshjem jeg valgte at satse alt og gå efter at realisere vores fælles store drøm – jeg ville gøre Bjørnøgård til en livsstil. Derfor opsagde jeg mit job i Svendborg og gik all in på at løfte Bjørnøgård op til nye højder.

Laura: Jeg dimitterede sommeren 2023 fra Den frie Lærerskole. Da jeg startede på uddannelsen for fem år siden, drømte jeg (mest for sjov) om at lave en højskole på Bjørnø. Da jeg blev færdig og skulle til at starte ”det rigtige voksenliv”, mærkede jeg ind i den lidt vilde og sjove drøm, som pludselig tog fart og blev en alvorlig drøm om at drive familiegården og virksomheden videre. Jeg tog i efteråret 2023 beslutningen om at flytte tilbage til barndomsøen og gøre drømmen til virkelighed -et skridt ad gangen. Jeg ser frem til at være en del af Bjørnøs nye og spændende udvikling.

Når den næste generation tager over

Nu er tiden inde til at den næste generation tager over på Bjørnøgård -men denne gang i et samarbejde mellem generationerne. Vi vil i fællesskab drive gården videre, og udvikle nogle af de tiltag som Kirsten tog i sin tid, samt udfolde nye planer og drømme for stedet.

Tidligere har andre lejet sig ind på gården og lavet kurser i bl.a. yoga, men nu vil vi til at planlægge og facilitere kurser selv.

Der kommer til at være weekendkurser med fokus på én ting såsom et kunsthåndværk, et håndværk eller en friluftslivsfærdigheder.

Derudover vil der være ugekurser i sommerferien, som er en blanding af sommerhøjskole og ø-lejr.
Læs mere under weekendkurser og sommerhøjskole/ø-lejr.

Vi er meget mere end et bare kursus-sted, vi giver vores kursister en helstøbt oplevelse. Når man tager herfra efter et kursus, er man ladet op på energi, man har fået nye bekendtskaber, man har lært et nyt håndværk/færdighed og man er fyldt op på sanseindtryk.

Læs mere om Kirstens historie, Bjørnøgård og Bjørnøs fællesskab her.

Besøg også Bjørnøgårds Facebookside samt vores Instagram side

Billeder fra Bjørnø

EN Ø FULD AF MULIGHEDER